Konkurrencer

Konkurrencedeltagelse løfter orkesteret

Danfoss Orkesteret deltager jævnligt i forskellige konkurrencer i ind- eller udland. Det er ikke fordi, vi jagter trofæer, men for at holde kvalitetsniveauet højt.

Ligesom de forskellige afdelinger i Danfoss jævnligt gennemgår audits for at kontrollere, at de stadig lever op til ISO9001 eller hvilken kvalitetsstandard, man i afdelingen har som mål, - så deltager vi i konkurrencer for at få nogle dommeres bedømmelse af, hvad vi skal arbejde videre med for holde det niveau, vi gerne vil være på. Dels for at kunne give vores trofaste publikum de gode koncertoplevelser, de kender os for, og dels for at Danfoss kan være bekendt at bruge os som ambassadører for firmaet - f.eks. ved kundeevents eller fejringen af åbning af nye afdelinger.
 
Vi kan ikke blive Danmarks bedste brass band; for i de allerbedste orkestre sidder professionelle musikere, konservatoriestuderende og andre, der i forskellig grad lever af musik. Og vi synes stadig, det er sjovt, at der i vores orkester sidder mange, der rent faktisk arbejder i Danfoss - eller er vokset ud af lokalområdets bygarder eller musikskoler. Så vi skal finde vores godt-nok niveau og så kæmpe for at holde det og prøve at presse overliggeren lidt.
 

Sidst men ikke mindst, så skal vi "vise flaget frem", så andre brass band musikere kan se, at der findes der et orkester i Sønderborgområdet af høj kvalitet, hvor de fortsat kan dyrke deres musik, hvis de f.eks. overvejer at flytte til Sønderjylland efter et arbejde.

Ud af de mange lidt trælse timers arbejde med mange gentagelser af små detaljer og ekstraøvninger og øveweekends med gæstedirigenter, så vokser orkesteret til at kunne noget, de ikke troede, de kunne. Og resultatet kan høres af vores publikum ved den næste koncert.